E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
05 Sep 2014 00:03

Af Asher Intrater

Kommandoenheden fra Givati divisionen blev delt i to grupper for at undersøge huse for terror tunneller i Gaza under den såkaldte "våbenhvile" sidste torsdag. Den ene blev anført af kaptajn Benaya og den anden af hans assistent, løjtnant Eitan. Benayas enhed trængte ind i et af husene, hvor en gruppe Hamas terrorister kom ud gennem en 1,5 meter bred åbning til en skjult skakt og dræbte Benayas fortrop på tre soldater.

Eitans gruppe hvilte sig omkring 300 meter borte. De hørte skuddene og løb hen til stedet. To af de døde soldater var trukket til side. Da Eitan så, at hans overordnede var død, be-tød det, at han nu havde højeste rang og derfor var leder af enheden. Eitan sammen-kaldte enheden for hurtigt at skaffe sig et overblik over, om nogen manglede. To minutter senere blev det klart, at Hadar Golding manglede. Eitan iværksatte en eftersøgning, hvor alle deltog for at finde den kidnappede soldat.

Eitan så blodspor, som ledte op til indgangen til skakten. Det var klart, at Golding var blevet slæbt gennem denne tunnel. Eitan sagde: "Jeg går efter ham." Over radioen sagde to officerer med højre rang end ham, at det var for farligt. Han nægtede at parere ordre. Han fik speciel tilladelse fra Givati divisionens oberst. Han begyndte at stige ned, men indså, at det var for klodset. Han tog al sit udstyr af, også sin hjelm og tog kun en pistol med. Han befalede to andre soldater fra gruppen at følge efter.

De gik ned i det totale mørke med en lygte og følte sig frem. De fulgte blodsporene. De fortsatte 100 meter, 200 meter, 300 meter. Eitan sagde: "Det tager for lang tid." Han begyndte at løbe dybt ind i tunnelen. Da de nåede 1000 meter, fandt de udgangen, men den var forseglet. De vendte tilbage og medbragte tilstrækkelige beviser på, at Golding var død. På grund af disse beviser forhindrede de modige soldater en international gidselkrise og reddede formentlig tusinder af liv.

Løjtnant Eitan havde været i 50 dages uafbrudt kamp. Journalisterne sagde til ham, at han ville modtage en national medalje for sin indsats. Eitan, som er en tynd, sky og følsom per-son, svarede: "Jeg vil ikke have en medalje. Jeg er ikke nogen helt. Jeg var blot på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Enhver ville have gjort det samme. Dette er ånden i gruppen; det er ånden i hæren, og det er ånden i det israelske folk.


Emner
Mellemøsten
"dagens by 29-jul-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Esbjerg

Esbjerg Kommune coa.svgEsbjerg er Danmarks femtestørste by med 71.618 indbyggere og er beliggende i Sydvestjylland. Den er desuden hovedby for Esbjerg kommune og det vestlige Jyllands største byområde med direkte forbindelse til Kolding og Odense via motorvej E20 og jernbane.

Havnen er drivkraften i Esbjerg, og de mange offshore-aktiviteter udgør den største faktor. Desuden fungerer Esbjerg Havn som færgehavn og som udskibningshavn for leverancerne til Horns Rev Havmøllepark. Byen har engang været Danmarks største fiskerihavn, men det hører efterhånden en svunden tid til.

Esbjerg er opstået omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnen i Altona, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavn, men som var gået tabt i forbindelse med hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.

I 1874 fik man jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede fire år tidligere havde man fået sin første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde. I 1899 fik byen status af købstad. To år før var et af Esbjergs større vartegn, Vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Gud kan sagtens klare at dømme verden uden os, men han kan ikke være nådig uden os. Han kan sagtens straffe syndere uden os, men han kan ikke aflevere sin fuldendte nåde til dem uden vores hjælp.
Peter Tinggaard